Pressemeddelelse

Konkurrencerådet godkender to købere af OK-tankanlæg

OK’s erhvervelse af Coop blev godkendt under betingelse af, at OK frasolgte tankanlæg i Høng, Gedser og Otterup. Konkurrencerådet har netop godkendt købere af tre ubemandede tankanlæg i de tre byer, så konkurrencesituationen om at levere benzin og diesel ikke forringes i disse områder.

Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger:

Denne fusion kunne potentielt have en skadelig effekt for bilisterne i Høng, Gedser og Otterup. Med fusionskontrollen har vi kunnet beskytte dem, så de ikke stilles ringere som følge af, at OK overtager Coop Danmark.

Konkurrencerådet har godkendt, at Søndersø Brugsforening køber et tankanlæg af OK i Otterup, samt at Kalundborg Brugsforening køber to tankanlæg af OK i henholdsvis Høng og Gedser. Køberne skal godkendes af Konkurrencerådet, fordi OK har forpligtet sig til at sælge de tre tankanlæg som led i Konkurrencerådets godkendelse af fusionen mellem OK og Coop Danmark.

I juni 2024 godkendte Konkurrencerådet, at OK overtog kontrollen over Coop Danmark, herunder 598 dagligvarebutikker (Kvickly, Superbrugsen, Brugsen og 365discount) samt 160 OK-stationer, som Coop Danmark før fusionen drev og var ejer af.

Konkurrencerådet godkendte fusionen, efter at OK havde afgivet tilsagn om at frasælge tankanlæg i Høng, Otterup og Gedser og bortforpagte OK Plus-butikker i Sunds, Bording og Elling. Konkurrencerådet skal derfor også godkende, at OK’s forpagtningsaftaler lever op til tilsagnet, før OK opfylder betingelserne for Konkurrencerådets godkendelse af fusionen.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Dansk fusionskontrol

Alle større fusioner skal have konkurrencemyndighedens godkendelse.

Ifølge konkurrenceloven skal en fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes. Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes.

Fusionskontrollen kan være omfattende. Det skal stå helt klart, hvilke markeder fusionen kan påvirke. Og hvordan markederne er defineret både i forhold til produkter/ydelser og geografi.

Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den muligvis godkendes med tilsagn. Tilsagn er forslag om ændring af den anmeldte fusion, som parterne selv formulerer og forpligter sig til. For eksempel kan de give tilsagn om at frasælge et forretningsområde i forbindelse med fusionen.

Fusionsparterne er forpligtede til at vente med at gennemføre fusionen, indtil den er blevet godkendt. Det kan straffes med bøde, hvis parterne ikke overholder reglerne.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.