Pressemeddelelse
Konkurrencerådet griber ind over for Apple
Apple har afgivet tilsagn til Konkurrencerådet, som kan gøre reparationer af iPhones billigere og skabe flere muligheder for at få dem repareret. Blandt andet forpligter Apple sig til ikke at indføre kunstige hindringer for reparationer af iPhones i Danmark.
Konkurrencerådets formand Christian Schultz siger:
Vi vurderer, at Apples tilsagn får væsentlig betydning for konkurrencen om reparation af iPhones i Danmark. For forbrugere og virksomheder, hvis medarbejdere benytter iPhones, kan reparationspriserne derfor blive lavere end ellers, og de kan få flere valgmuligheder, hvis iPhonen ikke virker, som den skal. Samtidig skaber tilsagnet nye forretningsmuligheder for gruppen af reparatører, der ikke umiddelbart har en tilknytning til Apple i dag.
Vores umiddelbare vurdering er, at Apples adfærd kan have givet Apple mulighed for at sætte højere priser på Apple-reservedele til iPhones. Samtidig kan adfærden have påvirket slutkunderne til at købe nye iPhones i stedet for at reparere de gamle, ligesom den kan have hindret reparatører uden tilknytning til Apple i at reparere telefonerne, så de var fuldt funktionelle.
Konkurrencerådet har godkendt et tilsagn fra Apple. Tilsagnet fjerner Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens betænkeligheder om, at Apple kan have misbrugt sin dominerende stilling ved at lægge hindringer i vejen for reparationer af iPhones.
Når reparatører havde repareret skærm, batteri eller kameraer på en iPhone uden at bruge Apples nye reservedele og software, så virkede visse funktioner på telefonen ikke, og telefonen viste en besked om, at der var anvendt en ukendt reservedel.
Med Apples tilsagn vil alle reparatører frem over have mulighed for at reparere iPhones, uden at Apple lægger kunstige hindringer i vejen for reparationerne.
Tilsagnet indebærer, at Apple:
- forpligter sig til ikke at indføre kunstige hindringer for reparationer, uanset om der er anvendt nye, brugte, originale eller uoriginale reservedele, og uanset hvilken reparatør, der foretager reparationen.
- gør det muligt, at reservedele kan opnå den fulde funktionalitet som delen tillader. Det gælder uanset hvem reparatøren er, og uanset om reservedelen er original, uoriginal, ny eller brugt.
- forpligter sig til kun at vise objektive, faktuelle og ikke-diskriminerende reparationsmeddelelser på iPhonen efter en reparation.
Apples tilsagn styrker reparatørers adgang til reparation af iPhones på det danske marked. Det vil trække i retning af lavere reparationspriser og øge forbrugernes valgmuligheder. Dermed kan det også blive mere fordelagtigt at reparere en iPhone i stedet for at købe en ny.
Konkurrencerådet har ikke truffet afgørelse om, at Apple har overtrådt konkurrencereglerne.
Ofte er det EU’s konkurrencemyndighed, der fører konkurrencesager mod techgiganter som Apple. Der er dog intet til hinder for, at en national konkurrencemyndighed tager en sag om overtrædelse af konkurrencereglerne mod en stor international virksomhed. I denne sag har det blandt andet haft betydning, at iPhones generelt er mere udbredt i Danmark end i andre europæiske lande.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Reparation af iPhones
I hvert fald i perioden 2018 til 2024 har dette været gældende for reparationer af iPhones:
- Hvis en iPhones reservedel var defekt, så kunne der være behov for at udskifte en reservedel.
- Reservedele som skærm, batteri, front- og bagkamera skulle verificeres, parres og kalibreres. Skete det ikke, så ville der være funktioner, der ikke virkede, og der ville komme en meddelelse om, at der var anvendt ”ukendt reservedel”.
- Verifikationsprocessen krævede, at reparatøren havde adgang til Apples software, og at der var anvendt ny original reservedel.
- Ikke alle reparatører havde adgang til Apples software og nye originale reservedele.
Reparatører af iPhones i Danmark
Reparatører af iPhones i Danmark har i perioden 2018-2024 kunnet opdeles i tre typer:
- Autoriserede Apple-reparatører
Reparatørerne var forpligtet til kun at bruge Apples software og nye originale reservedele til alle reparationer af iPhones. De udførte både garantireparationer og reparationer uden for garantien. - Uafhængige Apple-reparatører
Reparatørerne havde adgang til Apples software og nye originale reservedele, men var ikke forpligtet til udelukkende at anvende dem. De tilbød typisk både reparationer med reservedele fra Apple og reparationer med reservedele fra andre end Apple. De udførte kun reparationer uden for garantien. - Uautoriserede reparatører
Reparatørerne var ikke en del af et af Apples reparationsprogrammer, og de havde i størstedelen af perioden ikke adgang til Apples software og nye originale reservedele. De tilbød kun reparationer med input fra andre leverandører end Apple, og de udførte kun reparationer uden for garantien.
Tilsagn i konkurrencesager
- Hvis Konkurrencerådet kan dokumentere, at en virksomhed overtræder konkurrencereglerne, kan rådet gribe ind ved at give virksomheden et påbud.
- Virksomheden kan alternativt forsøge at finde en løsning, hvor den afgiver et tilsagn, som fjerner Konkurrencerådets betænkeligheder. I sagen om Apple tager Konkurrencerådet ikke endelig stilling til om konkurrenceloven er overtrådt.
- Virksomheden formulerer selv sine tilsagn, mens Konkurrencerådet gør dem bindende ved sin afgørelse.
- Tilsagnene forpligter virksomheden til at handle eller undlade at handle på en bestemt måde.
- Tilsagnene er bindende for virksomheden, og det er sanktionsbelagt at bryde dem.
- Et tilsagn kan give samme effekt på et marked som et påbud, idet virksomheden fjerner en mulig konkurrencebegrænsende adfærd, som kan være skadelig for både forbrugere, virksomheder og samfundsøkonomien.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.