Afgørelse
Nummer
3/1120-0301-0069/Fødevare og Finans/lt
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Anmeldelse af aftale om Danish Freeze Dry ApS
Dansk Frysetrørring A/S og Oregon Freese Dry, Inc's aftale om aktieoverdragelse var ikke omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Dermed kunne der meddeles erklæring om ikke-indgreb.
Konkurrencestyrelsen har vurderet, at aktieoverdragelsesaftalen indgået mellem Dansk Frysetørring A/S og Oregon Freeze Dry, Inc. ikke efter de forhold, som styrelsen har kendskab til, falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Der kan derfor meddeles en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.
Ved aftalen etablerer Dansk Frysetørring A/S (som tidligere hed Danish Freeze Dry A/S) og Oregon Freeze Dry et fælles anpartsselskab – Danish Freeze Dry ApS. Dette nye selskab overtager samtlige aktiviteter, der hidtil har være drevet i parternes virksomhed.
Dansk Frysetørring er ejet af Vitfoss A/S, som igen er ejet af DLG. Det er gennem dette selskab, at DLG har aktiviteter inden for frysetørrede produkter. Oregon Freeze Dry, Inc. producerer og sælger ligeledes frysetørrede produkter til hele verden.
Ved aftalen forpligter Oregon Freeze Dry og Dansk Frysetørring A/S sig til, så længe parterne har anparter i Danish Freeze Dry ApS og et år herefter, ikke at drive konkurrerende virksomhed med Danish Freze Dry ApS.
Styrelsen har vurderet, at klausulen går længere end nødvendigt af hensyn til overdragelsen af aktiviteter til Danish Freeze Dry ApS, jf. Kommissionens meddelelse om accessoriske begrænsninger (EFT 2001/C 188/03), bl.a. fordi det ikke fremgår, at klausulen er begrænset til de produktmæssige områder, hvor parterne tidligere var aktive samt at det ikke er sandsynliggjort, at der er særlige forhold, der kan begrunde konkurrenceklausulens varighed, som er uden anden tidsbegrænsning end til et år efter udtræden af selskabet.
Selvom klausulen begrænser Dansk Frysetørring A/S og Oregon Freeze Dry fra at producere og sælge frysetørrede fødevareingredienser i en periode indtil et år efter udtræden af Danish Freeze Dry ApS, så finder styrelsen ikke at denne begrænsning har en sådan virkning for konkurrencen, at den er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. Styrelsen har lagt til grund, at parterne før oprettelsen af Danish Freeze Dry ApS til sammen ikke havde en markedsandel over 10 pct. Der eksisterer et vist konkurrencepres fra andre større virksomheder på markedet, ligesom køberne af produkterne er større internationale virksomheder.
På den baggrund er det styrelsens opfattelse, at aftalen ikke efter de forhold styrelsen har kendskab til, indeholder bestemmelser, der er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1. Der kan derfor gives en § 9-erklæring.