Spørgsmål og svar om kortindløsning

Kortindløsningsgebyret, også kaldet Merchant Service Charge (MSC), er det gebyr, som forretninger betaler for indløsning. Herudover betaler forretninger også gebyr for processering, dvs. behandlingen af en transaktion, så den sendes fra kortterminalen til fx kortindløser. Der kan endvidere være omkostninger for leje, leasing eller køb af kortterminal.

Kortindløsningsgebyret kan opdeles i 3 elementer:

• Scheme-gebyr: Opkræves af kortselskabet.
• Interbankgebyr: Opkræves af den kortudstedende bank.
• Indløsergebyr: Den del af kortindløsningsgebyret, som er tilbage når kortindløser har betalt interbankgebyret til den udstedende bank og scheme-gebyret til kortselskabet.

Indløsergebyret skal dække kortindløsers omkostninger og samtidig sikre en profit. Det er denne del, som forretninger skal undersøge størrelsen af og bør forhandle om, når forretninger indgår kortindløsningsaftaler.

De to andre gebyrer, scheme-gebyret og interbankgebyret, er ikke betinget af forretningers kortindløsningsaftaler. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser viser, at det gennemsnitlige indløsergebyr for mikro, små og mellemstore forretninger udgør størstedelen af det samlede kortindløsningsgebyr.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse viser endvidere, at det gennemsnitlige kortindløsningsgebyr er større for mindre forretninger, dvs. det er de forretninger med den laveste kortomsætning, der i gennemsnit betaler mest for sin kortindløsning. Små forretninger kan opnå en betydelig besparelse på valg af kortindløser med de laveste gennemsnitlige gebyrer for indløsning af transaktioner foretaget med internationale kort, fx Mastercard og Visa, fremfor at betale mere for samme tjeneste hos den dyreste indløser.

Læs Betalingsrapport 2024, hvis du vil vide mere om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse af betalingsmarkedet.

Kortindløsningsgebyret for den enkelte korttransaktion afhænger bl.a. af følgende forhold:

• om kunden er forbruger eller erhvervskunde
• om kunden betaler med et debet- eller-kreditkort
• om kortet er udstedt i Danmark, inden eller uden for EU/EØS
• salgskanal, fx fysisk forretning eller i e-handel
• og hvilket kortmærke, fx VISA og Mastercard, der benyttes til transaktionen.

Der er således mange kombinationsmuligheder og derfor mange typer af korttransaktioner, der alle kan have en individuel pris.

Forretninger kan overordnet vælge mellem to forskellige prismodeller for betaling af kortindløsning: Grupperede priser (blended pricing) og ikke-grupperede priser (unblended pricing eller IC++).

Mange kortindløsere tilbyder ”standard-pakker”, hvor forskellige typer af korttransaktioner grupperes sammen, så forretningen betaler den samme pris for disse transaktioner (grupperede priser). En gruppering kan indebære, at forretninger overordnet betaler samme pris for indløsning af VISA- og Mastercard-transaktioner. 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser viser, at størstedelen af forretninger vælger grupperede priser, hvoraf det ikke fremgår hvad de enkelte bestanddele af det samlede kortindløsningsgebyr udgør. Dette er til trods for, at kortindløsere som udgangspunkt skal tilbyde ikke-grupperede priser (IC++) i henhold til interbankgebyrforordningen.

Ved ikke-grupperede priser (IC++) får forretninger i stedet en detaljeret udspecificering af hvert gebyr, som er forbundet med en korttransaktion. Dette er mere gennemsigtigt, da gebyrerne ikke grupperes. Man kan derfor udlede, hvad man betaler for hver en bestanddel af det samlede kortindløsningsgebyr.

Læs Betalingsrapport 2024, hvis du vil vide mere om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse af betalingsmarkedet.

Fordelen ved en aftale baserede på ikke-grupperede priser er, at en sådan aftale tilbyder fuld gennemsigtighed i indløsningsgebyrets tre bestanddele, som er betaling til hhv. indløser, kortudsteder og kortselskab.

Det valg giver ikke alene forretninger indblik i, hvad det koster at få indløst forskellige typer af korttransaktioner, men også indblik i, hvad forretningen reelt betaler til kortindløser (i form af indløsergebyr) og hvor stor en del af kortindløsningsgebyret, som indløser sender videre til kortudsteder (i form af interbankgebyr) og til kortselskab (i form af scheme-gebyr).

Det giver samtidig forretningen et indblik i, hvad de reelt betaler i kortindløsning, og hvad kortindløseren tjener på forskellige transaktioner. Dette giver forretninger den nødvendige viden, at indhente tilbud ud fra, så forretninger nemmere kan sammenligne forskellige kortindløsningstilbud. Og det er dette, der i sidste ende kan stille forretninger i en bedre position, når forretninger skal forhandle sig til en billigere betalingsløsning.

Med ikke-grupperede priser betaler man også kun for det interbankgebyr, som kortudstederen faktisk afkræver. Da dette kan variere, er det nogle gange lavere end den faste sats, som man får ved grupperede priser.