Hvordan kan incitamentsstrukturer skabes under de forskellige OPP-scenarier

I et OPP-projekt skabes incitamentsstrukturer, der giver mulighed for, at den private virksomhed kan opnå et optimeret resultat. Disse incitamentsstrukturer gør sig overordnet set gældende for de tre OPP-scenarier i standardmodellen.

Først og fremmest giver et OPP et væsentligt incitament for den private part til at anlægge en totaløkonomisk tilgang, hvor den efterfølgende drift og vedligehold tænkes ind i projekteringen. Incitamentet skabes ved, at den private leverandør som udgangspunkt bærer den økonomiske risiko for projektet igennem hele dets levetid (15-25 år). Hvis en udgift til fx vedligeholdelse af taget på en skole vokser som følge af de valgte byggematerialer, er det den private leverandør, der må løfte denne udgift. På samme måde er det den private leverandør, der opnår fordelen, hvis vedligeholdelsen af samme tag kan gøres billigere ved hjælp af fx ny teknologi. Dette giver den private leverandør et stærkt incitament til at tænke totaløkonomisk og innovativt i både anlægs- og driftsfasen.

OPP-strukturen giver også den private leverandør et væsentligt incitament til at færdiggøre byggeriet til tiden, da den offentlige ordregiver som udgangspunkt først betaler fra tidspunktet for ibrugtagning. OPP-projekter står derfor typisk klar til brug på det aftalte tidspunkt.

OPP-leverandøren har desuden incitament til at levere og fastholde de aftalte ydelser til den aftalte kvalitet, da afvigelser herfra kan medføre nedslag i de løbende betalinger fra den offentlige ordregiver i henhold til den betalingsmekanisme, der er knyttet til funktionskravene. Betalingsmekanismen fungerer grundlæggende således, at der kan fratrækkes et beløb fra de løbende driftsbetalinger i OPP-projektet, hvis ikke den private leverandør leverer som aftalt.

Et OPP giver også mulighed for særlige incitamentsstrukturer med hensyn til anlæggets energiforbrug. Når projektet ikke er et OPP, er hovedreglen, at den offentlige ordregiver betaler for sit eget forbrug af el, varme m.v. I et OPP kan betalingen af forbrugsudgifter overdrages til den private leverandør. Hermed tilskyndes OPP-leverandøren til at sikre energieffektivitet i sine løsninger både ved at opføre et energieffektivt anlæg og ved løbende energioptimering.

Der kan være god grund til, at den offentlige ordregiver også bærer en del af risikoen for energiforbruget. Ofte vil den kerneydelse, som den offentlige ordregiver fortsat varetager, også have indflydelse på forbruget. På en skole kan det fx have betydning, om brugerne lader vinduerne i undervisningslokalerne stå åbne. Når den økonomiske risiko for energiforbruget deles mellem OPP-leverandøren og den offentlige ordregiver, giver det begge parter incitament til at reducere forbruget.

En sådan delt risikohåndtering kan indrettes på forskellige måder. I OPP-kontrakten anvendes en model, hvor den potentielle OPP-leverandør fastsætter et budgetteret energiforbrug i forbindelse med afgivelse af tilbud. Hvis energiforbruget reduceres med mere end to tredjedele i forhold til det budgetterede energiforbrug, går hele besparelsen til OPP-leverandøren. Besparelser i forhold til det budgetterede forbrug, der udgør mindre end to tredjedele, deles ligeligt mellem den offentlige ordregiver og OPP-leverandøren.

Det er muligt at indrette energiforsyningssystemet på andre måder, fx kan OPP-leverandøren og den offentlige ordregiver indgå aftale om, at et eventuelt overskud eller underskud i forhold til forbrugsudgifterne deles mellem de to efter en given fordelingsnøgle.

Et OPP giver mulighed for at skabe en god incitamentsstruktur om energifordeling. Derfor er det også centralt, at den offentlige ordregiver i forbindelse med et konkret OPP-projekt overvejer, hvilken risikodeling på energiområdet der vil skabe de bedste rammer for projektet.

Læs mere om risikodeling i et OPP her.

Hvordan kan incitamentsstrukturer skabes under de forskellige OPP-scenarier?

Incitamenterne er principielt de samme ved alle former for OPP. Der vil oftest være forskel på størrelsen af de økonomiske incitamenter alt efter, om man benytter privat finansiering som i OPP-scenarium 1 og 2 eller offentlig finansiering som i OPP-scenarium 3. At dette er tilfældet, skyldes primært, at de løbende driftsbetalinger er mindre i et OPP med offentlig finansiering.

Ved meget store funktionsmangler, der opdages eller opstår efter ibrugtagningen, kan der principielt opstå en situation, hvor OPP-leverandøren ikke har et incitament til at udbedre manglen, fordi omkostningerne forbundet hermed er større end det beløb, den offentlige ordregiver kan blive kompenseret for i de løbende driftsbetalinger.

I et OPP med offentlig finansiering kan det derfor anbefales, at OPP-leverandøren stiller en garanti, der kan trækkes på ved større mangler. I standardkontrakten for OPP med offentlig finansiering (scenarium 3) stilles der krav om en sådan garanti. Det må fastlægges for det enkelte projekt, hvilken størrelse garantien bør have. Den kan fx udgøre 10 procent af anlægssummen. Da størrelsen af den påkrævede garanti fortsat kun udgør en begrænset andel af de samlede opførelsesomkostninger, vil de økonomiske incitamenter ved et OPP med offentlig finansiering fortsat ikke være af samme omfang som ved et OPP med privat finansiering.

Figur 2.1 illustrerer forskellen i omfanget af betalingerne fra den offentlige ordregiver til den private OPP-leverandør i henholdsvis et OPP med privat finansiering og et OPP med offentlig finansiering.

Sidst opdateret: 9. maj 2018