OPP-standardmodel for nyanlæg
Fase 2: Strukturering af projektet
Finansiering
Grundlæggende kan OPP-projekter enten gennemføres som OPP med offentlig finansiering eller som OPP med privat finansiering. Hvilken finansieringsform, der vil være mest hensigtsmæssig i det konkrete OPP-projekt, er en central overvejelse.
Incitamentsstrukturer
Totaløkonomiske fordele i et OPP opnås på baggrund den incitamentsstruktur, der opstår, når anlæg og drift kobles sammen i ét projekt. Ved at bruge OPP kan den offentlige myndighed bl.a. skabe incitament hos den private leverandør til at finde frem til innovative løsninger og til at sætte fokus på energieffektivitet.
Læs mere om incitamentsstrukturer
Skat og moms
OPP-projekter om nyanlæg med privat finansiering er det vigtigt at få fastlagt, om det er OPP-leverandøren eller den offentlige myndighed, der har det skatteretlige ejerskab af anlægget. Det har betydning for muligheden for at foretage afskrivninger. Der kan på forhånd indhentes et bindende svar fra SKAT vedrørende den skatte- og momsmæssige vurdering af et påtænkt OPP-projekt.
Exitmodel
En exitmodel beskriver, hvad der skal ske med ejerskabet af anlægget, når OPP-aftalen i et nyanlægs-OPP ophører. Det er vigtigt at fastlægge i OPP-projekter med privat finansiering. Overordnet set kan ejerskabet overgå til den offentlige myndighed eller forblive privat. Hvilken exitmodel, det er hensigtsmæssigt at bruge, afhænger især af anlæggets karakter og ejerskabet af grunden.
Kontraktens længde
OPP-kontrakter løber typisk over 15-25 år. Når længden for et konkret OPP-projekt skal fastsættes, er det centralt at vælge en varighed, der skaber rammen for, at den private leverandør kan foretage nødvendige investeringer og afskrive dem i løbet af projektet.
Læs mere om kontraktens længde
Genudbud og markedstjek
Det kan være nødvendigt at gennemføre genudbud og løbende markedstjek kan for at sikre, at prisen på driftsydelserne i et OPP fortsætter med at være konkurrencedygtige. Som udgangspunkt vil det samlede OPP-projekt ikke skulle genudbydes, men hvis der indgår serviceydelser i OPP-projekt, der ikke er tæt knyttet til anlægget, skal de genudbydes med jævne mellemrum. Genudbud vil typisk blive gennemført i samarbejde mellem OPP-leverandøren og den offentlige myndighed.
Læs mere om genudbud og markedstjek
Risikodeling
I et OPP fordeles risici systematisk mellem parterne, så den part som bedst og billigst kan håndtere en given risiko, får ansvaret for den. Det er nødvendigt at udarbejde en risikofordeling i det konkrete projekt. Visse risici placeres dog typisk hos den private, og andre typisk hos den offentlige part.
Betalingsmekanisme
I et OPP fastlægger betalingsmekanismen, hvordan den offentlige myndighed kan foretage nedslag i de løbende driftsbetalinger til OPP-leverandøren, hvis den private leverandør ikke opfylder de aftalte krav til anlægget, driften og vedligeholdelsen. Mekanismen giver OPP-leverandøren et stærkt økonomisk incitament til at leve op til de funktionskrav, der er fastsat i kontrakten.
Læs mere om betalingsmekanisme
Mulighed for optimering
Løbende optimering er en væsentlig fordel ved OPP-projekter. Da OPP-leverandøren har forholdsvis frie hænder og et økonomisk incitament til at skabe det bedst mulige resultat, er der god grund til løbende at sikre, at opgaverne i projektet løses bedst og billigst.
Læs mere om mulighed for optimering
Synergi og kommercielle elementer
OPP om nyanlæg giver mulighed for, at den private leverandør som en integreret del af projektet kan drive privat kommerciel virksomhed. Et velfungerende kommercielt element kan være med til at gøre nogle OPP-projekter mere tiltrækkende for det private marked og skabe synergieffekter. Men det er vigtigt, at der er en interesse i markedet for den konkrete kommercielle mulighed. Et kommercielt element kan have betydning for deponeringsforpligtelsen.
Læs mere om synergi og kommercielle elementer
Sammentænkning af anlæg og drift
Sammentænkning af anlæg og drift er grundlaget for at få totaløkonomiske gevinster i et OPP-projekt om nyanlæg. Derfor er det vigtigt, at den offentlige myndighed skaber de bedst mulige rammer for dette i projektet ved bl.a. at udbyde opgaven med funktionskrav og ved at overlade detailstyringen til OPP-leverandøren.
Læs mere om sammentænkning af anlæg og drift
Samarbejde med andre myndigheder
Det kan være en fordel at give et OPP-projekt volumen ved at koble flere projekter sammen i ét. Det kan fx gøres ved at samarbejde med andre myndigheder eller ved at samle flere af den enkelte myndigheds projekter i ét. Et samarbejde på tværs af myndigheder kan reducere transaktionsomkostningerne pr. deltager.
Læs mere om samarbejde med andre myndigheder
Sidst opdateret: 7. maj 2018