Hvilke konsekvenser har risikodelingen?

Et vigtigt element i et OPP-projekt er fordelingen af risici mellem den offentlige og den private part. Visse risici kan knytte sig til valget af exitmodel, men overordnet set er betragtningerne i forhold til risikodeling de samme på tværs af de tre OPP-scenarier, der arbejdes med i modellen.

I et OPP-projekt, såvel som i ethvert andet byggeprojekt, vil der indtræde uforudsete hændelser, som kan ændre ved de forudsætninger, der i udgangspunktet var lagt for projektet. I et OPP fordeles risiciene systematisk mellem de to parter til den part, som bedst og billigst kan håndtere en given risiko. Som udgangspunkt er der tale om, at den part, der har mulighed for at påvirke sandsynligheden for, at en given begivenhed indtræffer, varetager risikoen herfor. Samtidig skal den offentlige ordregiver være opmærksom på, hvor meget det koster at bede den private leverandør overtage en bestemt risiko. Der kan være tilfælde, hvor omkostningerne herved er så store, at det bedre kan betale sig, at den offentlige ordregiver bærer risikoen selv.

Det vil være nødvendigt at afklare, hvilke risici i et konkret projekt der varetages bedst og billigst af den offentlige og den private part.

I OPP-kontrakten i standardmodellen er der foreslået en risikodeling mellem den offentlige og den private part for nogle centrale risici. Det vil dog være nødvendigt at overveje fordelingen af de enkelte risici i forbindelse med det konkrete projekt.

De væsentligste risici i et OPP kan eventuelt fordeles som følgende:

Risici, der bedst håndteres af den offentlige ordregiver:

• Adgang til anlægsområdet
• Forurening – alternativt kan forurening varetages af den private leverandør på baggrund af en undersøgelse udført af den offentlige ordregiver, der stilles til rådighed i forbindelse med udbuddet
• Arkæologi
• Force majeure, der ikke kan forsikres
• Renterisici fra tilbudsgivning, indtil der er indgået aftale
• Inflationsrisiko
• Projektspecifikke lovændringer
• Risiko for ændrede politiske prioriteringer, fx ændret serviceniveau.

Risici, der bedst håndteres af den private leverandør:

• Risici knyttet til design, anlæg og drift
• Energiforbrug – kan alternativt deles mellem de to parter
• Forsinkelser
• Vedligeholdelse i henhold til funktionskrav
• Force majeure, der kan forsikres
• Renterisici fra aftaleindgåelse, indtil kontrakten udløber.

Hvis der er risici i projektet, der er efterspørgselsrelaterede, fx salg af billetter til en svømmehal eller et teaterhus, anbefales det, at den offentlige ordregiver overvejer, hvordan dette håndteres bedst og billigst i det konkrete projekt. En uhensigtsmæssig håndtering af spørgsmålet kan medføre, at de potentielle OPP-leverandører forøger priserne for at skabe sikkerhed for deres indkomst under projektet.

Når risiciene fordeles, er det vigtigt, at der skabes klare grænseflader mellem den offentlige ordregiver og OPP-leverandøren med hensyn til, hvordan risici er fordelt. En måde at skabe klarhed over fordelingen er at opliste de risici, som den offentlige ordregiver påtager sig, og angive, at alle andre risici bæres af den private leverandør. Denne model anvendes i OPP-kontrakten i standardmodellen.

Kontrakten kan findes her

Det er muligt at drøfte risikodelingen med tilbudsgiverne under udbudsfasen. Det kan fx ske ved fælles spørgemøder eller inden for rammen af konkurrencepræget dialog.

Hvis der i projektet er en konkret risiko, som hverken den offentlige ordregiver eller de private leverandører vurderer, at de kan påtage sig fuldt ud, kan det evt. aftales, at parterne deler udgifterne mellem sig efter en på forhånd aftalt fordelingsnøgle, hvis begivenheden skulle indtræffe. Et eksempel på en sådan konkret risiko kan være energiforbrug.

Læs mere om fordeling af risici angående energiforbrug i afsnittet om incitamentsstrukturer her

Hvilke konsekvenser har risikodelingen?

Den offentlige ordregiver bør være opmærksom på, at den private part tager risikopræmier for de risici, denne skal håndtere. Det kan gøre den samlede aftale dyrere for den offentlige ordregiver. Det er dog værd at bemærke, at der er tale om, at den offentlige ordregiver gennem den øgede pris køber sig til, at OPP-leverandøren varetager en række risici.

Det anbefales, at risici fordeles, så den part, der kan håndtere risikoen bedst og billigst, varetager den enkelte risiko. Hvis den offentlige ordregiver ønsker at overlade risici til OPP-leverandøren, som denne ikke vurderer at kunne påvirke udfaldet af, vil den risikopræmie, den offentlige ordregiver skal betale den private leverandør, stige. Det må forventes, at OPP-leverandøren vil kræve en risikopræmie, der er større end de omkostninger, leverandøren forventer vil være forbundet med at håndtere risikoen. Dette skyldes, at OPP-leverandøren som udgangspunkt ikke har mulighed for at få øget betaling fra den offentlige ordregiver, hvis udgifterne forbundet med en påtaget risiko viser sig at blive større end forudsat ved tilbudsafgivelsen. Tilbudsgiverne har altså god grund til at sætte risikopræmien højt for risici, de vurderer, at de ikke kan påvirke udfaldet af.

Derfor anbefales det generelt, at det kun er risici, som den private OPP-leverandør har mulighed for at påvirke udfaldet af, der overlades til den private part. OPP-leverandørens omkostninger (og dermed de løbende driftsbetalinger) kan reduceres ved, at den offentlige ordregiver tager kritisk stilling til, hvilke risici der bedst kan håndteres af OPP-leverandøren, og hvilke den offentlige ordregiver selv bør håndtere.

Sidst opdateret: 27. marts 2018