Afgørelse

Nummer
22/10910

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Nye Visioner v/Stina Duevang - bøde på 48.000 kr. - aftaler om priser og opdeling af kunder

Fem virksomheder har erkendt, at de har overtrådt konkurrenceloven ved at indgå i aftaler om priser og kundedeling i regi af forretningskonceptet Nye Visioner. Nye Visioner v/Stina Duevang har accepteret en bøde på 48.000 kr. Overtrædelsen har fundet sted i perioden fra maj 2020 til april 2021.

Virksomheden Nye Visioner v/Søren Dybdal har accepteret at betale en bøde på 90.000 kroner for at have indgået ulovlige aftaler om priser og kundedeling i regi af forretningskonceptet Nye Visioner. Overtrædelsen har fundet sted i perioden juni 2013 til april 2021.

Forretningskonceptet Nye Visioner udbyder blandt andet kurser inden for personlig planlægning og effektivitet, mødeledelse, stressforløb og cheftræningsforløb. Mod provision stiller Nye Visioner v/Søren Dybdal konceptet til rådighed for en række virksomheder, som herefter bliver partnervirksomheder i Nye Visioner.

Nye Visioner v/Søren Dybdal har spillet en ledende rolle ved at stifte og drive samarbejdet i Nye Visioner. Derudover har virksomheden tilskyndet til overtrædelsen ved årligt at udsende reviderede priser, som partnervirksomhederne har kunnet give input til.

Tidligere i år erkendte fire tidligere partnervirksomheder i samme sagskompleks at have indgået ulovlige aftaler om priser og fordeling af kunder i regi af Nye Visioner. Virksomhederne accepterede bøder på 10.000-90.000 kroner for deres del af overtrædelserne.

Alle fem bøder i sagskomplekset begrænses af, at bøden højst kan udgøre 10 procent af den enkelte virksomheds nettoomsætning. Derudover er der i alle fem tilfælde givet samarbejdsrabat, blandt andet fordi partnerne har erkendt at have overtrådt konkurrenceloven og har samarbejdet om sagens opklaring og afgørelse.