Dokumentation og vurdering af pålidelighed
Skemaer til virksomheder
Her finder du skemaer, som er relevante for virksomheder der ønsker at dokumentere pålidelighed.
Virksomheders ret til at dokumentere pålidelighed
Hvis en virksomhed viser sig at være omfattet af en eller flere udelukkelsesgrunde i udbudsloven, kan eller skal ordregiver udelukke virksomheden i en offentlig udbudsproces eller under en igangværende kontrakt. Udbudsloven giver i den situation virksomheden ret til at dokumentere pålidelighed og dermed undgå udelukkelse.
Ansøgere, tilbudsgivere, leverandører eller underleverandører har ret til at dokumentere pålidelighed, hvis en offentlig ordregiver vurderer, at disse er omfattet af en eller flere udelukkelsesgrunde. Situationen kan opstå både i en udbudsproces og i en kontraktperiode.
Hvis en ordregiver vurderer, at en virksomhed er omfattet af en udelukkelsesgrund, har ordregiver pligt til at oplyse denne herom, samt give virksomheden mulighed for at dokumentere pålidelighed i forsøget på at undgå udelukkelsen. Det vil sige at dokumentere, at virksomheden har truffet tilstrækkelige foranstaltninger til effektivt at forebygge yderligere forsømmelser og forekomster af den adfærd, der har ført til udelukkelsen.
Det er ordregiver, der træffer afgørelse om virksomhedens dokumentation for pålidelighed.
Virksomheden skal sende sin dokumentation for pålidelighed til ordregiver inden for den frist, ordregiver stiller.
Hent skemaer her
-
Skema til dokumentation af pålidelighed
Hent skemaet, du kan benytte til at samle de oplysninger, der er relevante, når I vil dokumentere pålidelighed.
-
Skema til dokumentation af pålidelighed vedr. gæld
Hent skemaet, du kan benytte til at samle de oplysninger, der er relevante, når I vil dokumentere pålidelighed vedr. ubetalt, forfalden gæld til det offentlige.
Bemærk: Skemaerne er udelukkende vejledende. Virksomheder er ikke forpligtet til at anvende dem.
Ofte stillede spørgsmål
Dokumentation for pålidelighed skal påvise, hvorvidt og hvordan virksomheden har gennemført foranstaltninger i praksis.
Dokumentationen fra virksomheden skal muliggøre, at en ordregiver kan vurdere og konstatere, hvorvidt foranstaltningerne er nye for virksomheden, og hvordan foranstaltningerne er implementeret i virksomhedens drift. Dokumentation kan være interne mailudvekslinger, samarbejdsaftaler med eksterne parter, ansættelseskontrakter, uddannelsesmaterialer, interne kontrolprocedurer mv.
Virksomheden skal således fremlægge dokumentation for processen omkring gennemførelse af foranstaltningerne (procesdokumentation), og dokumentationen for selve initiativet eller tiltaget, der udgør foranstaltningen (initiativdokumentation).
Læs mere dokumentation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om vurdering af pålidelighed.
Hvis en virksomhed har ubetalt, forfalden gæld til det offentlige, kan virksomheden fx dokumentere pålidelighed ved at:
- fremvise dokumentation på, at den forfaldne gæld er betalt, eller
- fremvise en indgået aftale mellem det offentlige og virksomheden om en afviklingsordning, som er overholdt.
I begge tilfælde skal ordregiver kunne verificere størrelsen af den forfaldne gæld, samt det beløb som virksomheden har betalt eller har indgået en afviklingsordning om, eller at den forfaldne gæld er betalt.
Dokumentationen kan komme fra et offentligt organ. Det kunne fx være et skærmbillede fra virksomhedens Skattekonto, hvor saldo, dato, CVR nr. og virksomhedens navn bør fremgå.
Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud
I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.