Forstå benchmarkingen
Hvad sker der i benchmarkingen?
Her kan du blive klogere på mekanikken i benchmarkingen. Læs om, hvordan selve benchmarkingen fungerer og den specifikke benchmarkingmetode, vi bruger.
Hvordan fremkommer resultatet i benchmarkingen?
Illustration: Benchmarking af vandselskaber
I benchmarkingen måles selskabernes økonomiske effektivitet ved at sammenligne, hvor meget selskaberne producerer, i forhold til hvor mange omkostninger de har.
Illustrationen viser 5 selskaber med forskelligt niveau for standardiseret produktion – og forskelligt niveau for omkostninger. Selskaberne, der har den største produktion i forhold til omkostninger, er de mest effektive selskaber.
Det er således ikke nødvendigvis de selskaber, der har den største produktion eller de laveste omkostninger, der er de mest effektive. Det er de selskaber, der bedst udnytter omkostningerne til produktion, der er de mest effektive.
Illustrationen viser, at et enkelt selskab – selskabet på linjen i grafen - er bedre til at udnytte sine omkostninger til produktion end de andre selskaber. I eksemplet er det derfor dette selskab, der definerer fronten.
Fronten repræsenterer det effektive omkostningsniveau, som de øvrige selskaber bør kunne nå. Det vurderes således muligt for de øvrige selskaber at producere ligeså meget relativt til deres omkostninger, som det er muligt for selskabet på fronten.
Hvilke metoder bruges i benchmarkingen?
Der bruges de såkaldte DEA og DEA-Order-M til benchmarking af vandselskaberne. Brugen af metoderne understøtter, at resultatet af benchmarkingen er så retvisende som muligt.
Kort om de to metoder til benchmarking af vandselskaberne:
-
DEA (Data Envelopment Analysis)
Med DEA-metoden dannes en front; det effektive omkostningsniveau, som alle selskaberne bør kunne operere for. Fronten i DEA udgøres af de bedste selskaber i sammenligningen. Metoden kræver ikke bagvedliggende antagelser om sammenhængen mellem produktion og omkostninger i vandsektoren. -
DEA-ORDER-M
Med DEA-Order-M foretages der en simpel udvidelse af DEA-metoden, hvor fronten fra DEA udjævnes, fordi der kan indgå flere selskaber i frontfastsættelsen end i forhold til DEA. Udjævningen sker ved at beregne en DEA-model over flere omgange (iterationer), og i hver iteration trækkes et antal af tilfældige selskaber, som kan være med til at danne front. I DEA-Order-M kræves der et parametervalg for M, som angiver antallet af selskaber, der kan danne front i hver iteration. Vandsektortilsynet har i 2024 vurderet, at M skal fastsættes til 1/3 af det antal af selskaber, som indgår i benchmarkingen.
Læs mere om benchmarkingmetoderne i vores baggrundspapirer om DEA og metode-papir for DEA-Order-M
Samlet set beregner metoderne, hvor effektivt et selskab er i forhold til de mest effektive selskaber.
VandData
Her foretager drikke- og spildevandsselskaberne indberetninger til økonomiske rammer og benchmarking og kommunerne indberetter til stoplov. Du skal logge på med MitID.
Kontakt os
Har du brug for at kontakte os i Vandsektortilsynet, kan du finde os her.