Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af CRH Denmark A/S’ erhvervelse af enekontrol over Confac Holding A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 2. november 2021 modtaget et udkast til anmeldelse fra CRH Denmark A/S (herefter ”CRH Denmark”) om erhvervelse af enekontrol over Confac Holding A/S (herefter ”Confac Holding”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Confac Holding er via datterselskabet Confac A/S aktiv inden for produktion og salg af præfabrikerede betonelementer. Confac Holding ejer desuden datterselskaberne Frederiksdal ApS (herefter ” Frederiksdal”) og A/S Magnus Holm (herefter ”Magnus Holm”).

Confac A/S er producent af sandwichelementer, som er betonfacader til byggerier. Confac A/S har primært fokus på betonelementer til industrielt byggeri og i mindre omfang på betonelementer til boliger og kontorbyggeri.

Magnus Holm producerer produkter i fiberbeton, fx altaner, facader, brystninger, trin og reposer.

Frederiksdal erhverver, udvikler og udlejer fast ejendom til Confac A/S.

CRH Denmark er via datterselskaberne, CRH Concrete A/S (herefter ”CRH Concrete”), Betongruppen RBR A/S (herefter ”Betongruppen RBR”) og RC Beton A/S (herefter ”RC Beton”), aktiv inden for produktion og salg af betonprodukter.

CRH Concrete er blandt andet aktiv inden for produktion og salg af præfabrikerede betonelementer. CRH Concrete producerer og sælger et bredt udvalg af betonprodukter og systemløsninger inden for særligt bolig- og kontorbyggeri (fx fundamenter, facader, vægge, dæk, søjler, trappesystemer, altaner og badeværelser) samt større konstruktioner (fx parkeringshuse og sygehuse). CRH Concrete har endvidere aktiviteter inden for projektering, montage (levering af færdige beton-rå-huse) og salg af relaterede handelsvarer. CRH Concrete sælger bl.a. deres produkter via følgende brands: BETONELEMENT, DALTON, EXPAN MONTAGE og MODULBAD.

Betongruppen RBR producerer og sælger blandt andet standardiserede betonprodukter til læ- og støttemure, belægningssten og fliser samt fundablokke.

RC Beton producerer standardiserede betonprodukter til både større og mindre projekter med fokus på betonprodukter, som anvendes i og på jorden.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 2. december 2021, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion CRH/CONFAC

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig, Elisabeth Simonsen, tlf. 4171 5070 eller e-mail: esi@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.