Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af NetIP Invest A/S' erhvervelse af enekontrol over netIP A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af NetIP Invest A/S' ("NetIP Invest") erhvervelse af enekontrol over netIP A/S ("netIP").

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

NetIP Invest er en virksomhed, som for nyligt er etableret indirekte af Addelis Portfolio III, som er en virksomhed ejet af Adelis Equity Partners Fund III, som er en fond kontrolleret af Adelis Equity Partners ("Adelis"). Adelis er en nordisk private equity fond med fokus på investeringer inden for tech & software, forretningsservices, consumer & industrial og health & life science i norden. En oversigt over Adelis’ porteføljeselskaber kan findes her:
https://adelisequity.com/investments/ 

netIP er en dansk leverandør af IT services, herunder datacenter services, og i mindre omfang IT produkter, såsom desktops, laptops og skærme, til private virksomheder i Danmark. netIP’s IT services inkluderer abonnementstjenester, såsom cloud-løsninger og serviceaftaler, og tjenester til kunder på timebasis, såsom servicedesk og on-site support (fjernsupport, softwareopdateringer m.v.). netIP har et datacenter beliggende i Thisted. netIPs kunder er hovedsageligt små og mellemstore virksomheder.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 25. august 2022, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion NetIP Invest/netIP

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Charlotte Brandt, tlf. 4171 5067 eller e-mail char@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.